En lille hvid sti

Sandinge Menighed fra 1883 er en af Pontoppidans allerførste bøger. I 1903 skrev han den om og udgav den påny. Begge udgaver er for nylig lagt op på Pontoppidan-netstedet, så man nemt kan sammenligne. Nu kan vi kigge ind i forfatterens værksted og fornemme hvordan hans stil og grundstemning har udviklet sig.

Her er et par eksempler:

Først jernbanearbejdet. I første udgave lader Pontoppidan – på ganske raffineret vis – sin fortæller beskrive scenen uden for synsvidde af den. Han ser kun støvskyerne i det fjerne og hører kun larmen når han lægger øret til jorden. Anderledes i anden udgave: der er intet kunstnerisk raffinement. Tværtimod, beskrivelsen er saglig som en rapport fra arbejdstilsynet. Læseren får bl.a. besked om at mændene, de "levende trædemaskiner", arbejder i 14 timer, og at arbejdet foregår i "tavshed og duknakket underordnelse".

Derefter ser fortælleren op mod lærken, der hang ovenover scenen, og han fortsætter...

[1. udg., s.7:] [lærken] sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke."

[2. udg., s.5:] [lærken] sang sin gamle Spottevise: vi spinde ikke, vi høste ikke."

Lærken er i anden udgave blevet til en spottefugl. Idyllen er væk. Og hvis læseren af første udgave ikke skulle have opfattet, at evangeliets ord om himlens fugle og markens liljer er en hån mod alle underkuede arbejdere, så bliver det i anden udgave skåret ud i pap.

Et andet eksempel. Det beskrives hvordan Lavs ved fyraften gik hjem fra jernbanearbejdet:

1. udg., s.24: "Opad Bakkeskraaningen fulgte han en lille hvid Sti, der bugtede sig frem mellem den pjaskvaade Lyng". Den lille hvide sti dukker op igen i slutningen af bogen (1. udg., s.177), hvor Lavs hårdt kvæstet blev båret hjem af "en sort Klynge, der bevægede sig varsomt ned over Skraaningen – dér, hvor om Sommeren en lille hvid Sti bugtede sig frem mellem Lyngen."

I lyngbakker går man uvilkårligt i andres fodspor fordi det er mest bekvemt, derfor danner der sig hvide stier i sandet i den mørke lyng. Det vidste Pontoppidan fra sine mange vandreture. Læseren kan se Lavs og stien for sig – og får associationer til den kridhvide skilning i Boels mørke, spejlblanke hår.

Men i anden udgave er den lille hvide sti borte.

"...denne rørende, oprørende Fortælling"

Pontoppidan var først og sidst kunstner, og alt hvad han offentliggjorde var underordnet et kunstnerisk formål. Det gælder også de meninger hans romanpersoner giver udtryk for. Spurgte en interviewer til Pontoppidans egen private mening om dit eller dat fik han ikke noget brugeligt svar. Pontoppidan agiterede ikke for noget bestemt synspunkt. Alligevel kunne beskrivelserne i hans bøger fra 1880erne virke stærkere og mere fængende på sindene end nogen agitator kunne drømme om.

Vil man vide mere om bøgerne fra denne periode, må man læse Bent Haugaard Jeppesens lille bog om Pontoppidans samfundskritik (1962; 2. udgave 1977). Bogen må man låne på biblioteket, men på vores netsted har vi fået lov til at bringe forfatteren Tage Skou Hansens anmeldelse af Haugaards bog.

Vi ved hvorledes Pontoppidans bøger blev modtaget af anmelderne, men vi kender kun lidt til almindelige læseres reaktion. Derfor er det kærkomment at vi har et indlæg fra 1889 i kvindebladet Hvad vi vil (fra kvinfo) som nu kan læses på netstedet. Indsenderen, en vis Aurelie N., fortæller at hun netop har læst Fra Hytterne. Novellen "Vandreren" fylder hende med harme over at de forhold som beskrives i "denne rørende, oprørende Fortælling" kan eksistere. Hun nøjes ikke med at føle, hun handler. Resolut og engageret bringer hun en opfordring med mange praktiske anvisninger til at gå ud i hytterne og hjælpe hvor man kan.

Pontoppidans værste bog?

Da regeringen i 2004 berigede nationen med en kulturkanon og føjede Pontoppidan til den litterære del heraf, blev dette hilst med tilfredshed af de fleste kendere, Pontoppidan-Selskabet indbefattet. Ud fra en kvalitetsvurdering af Pontoppidans samlede produktion havde kanonudvalget peget på "Lykke-Per" som kronen på Pontoppidans værk – man kan godt sige at "Lykke-Per" hermed var udnævnt til at være Pontoppidans bedste bog. Men har man først udvalgt en bedste bog, så må der med ubønhørlig logik også eksistere en værste bog. Hvilken? Lad os se bort fra de manuskripter Pontoppidan selv puttede i kakkelovnen inden de blev trykt - vi holder os til de udgivne værker. Nu er der jo andre måder en forfatter kan ødelægge sine bøger på end ved at brænde dem, han kan f. eks. omarbejde dem. Pontoppidan var en stor omarbejder, og ikke alle hans omarbejdelser blev lige vel modtaget. Litteraturprofessoren Vilhelm Andersen kaldte således i 1917 den omarbejdede version af "Sandinge Menighed" for "et misligt Foretagende" – på nudansk: noget bras. Bogen havde Pontoppidan skrevet i 1883. Det var hans bog nr. 2 – "den svære toer" – og den blev ikke overvældende godt modtaget. Tyve år senere tog han den frem igen, skrev den helt om og fik den udgivet. Det var denne 2. udgave fra 1903 som Vilh. Andersen fældede så hård en dom over. Det påvirkede nu ikke Pontoppidan – i hvert fald lod han 1903-versionen genoptrykke i 1922.
Nu har litterære domme det med at gå ubeskåret i arv gennem generationer. Som et forstærket ekko af Vilh. Andersen lød det i 1956 da litteraten Knut Ahnlund vurderede samme 1903-udgave til at være "en förflackad [forfladiget] version". Hvad skal vi tro? Har disse litterater ret? Der er kun et svar: læs og døm selv! Sammenlign 1883-udgaven med 1903-udgaven og find ud af det! Men 1883-udgaven må man enten købe antikvarisk eller låne på biblioteket. Jeg lånte den forleden dag på Statsbiblioteket, som råder over et laset og overkradset eksemplar som p. gr. af bogens høje alder kun må studeres på læsesalen. Men nu er teksten skannet og lagt på internettet, hvor den er tilgængelig for enhver. Internet-adressen er www.henrikpontoppidan.dk, man bedes gå til: Pontoppidans værk – bøger – Sandinge Menighed, hvor man finder begge udgaver samt en synoptisk sammenligning. God fornøjelse!