mandag den 4. juli 2011

Sproglige Sprællerier


Nu sommerferien atter var over mig, da så jeg det som en oplagt mulighed for at få læst et par af de Pontoppidan værker, som endnu udgjorde hullerne på min liste. På læselisten til årets sommermøde (2011) findes hans sidste store værk; ”De Dødes Rige – En fortælling-kres”, så mit valg faldt uden den store betænkningstid herpå. Jeg havde i en periode grundet mine studier forsømt læsning af Pontoppidan, men som altid følte jeg mig straks veltilpas i hans skrivemåde og fiktive univers.


Da jeg var i færd med læsningen af bind 4 i fortælling-kresen, opstod der en lyst i mig, til at dele min nydelse af et par af de sproglige sprællerier Pontoppidan mestrer så fantastisk. Her kommer så et par eksempler på dette, taget fra 1. udgaven af netop bind 4; ”Enslevs Død”:


Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige, vidløftige forsigtighed. Hver gang han Cigaren af Munden, var det, som om der blev sat et vel indsmurt Maskineri i Bevægelse. Med Færdighed udrulledes i Sangtone en Række langstrakte Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej.”


Allerede på første side af bogen støder vi på denne personbeskrivelse. Med sammenligningen mellem Mosegaards tale og det velindsmurte maskineri, lykkes det Pontoppidan at male et billede af denne velovervejede og sindige mand. Som læser sidder man med en tydelig ide, om hvordan det måtte lyde, når Mosegaard lader sin talestrøm udrulle som en lang række velafbalancerede ord, nøje udvalgt for deres evne til ikke at støde nogen. Man kan næsten høre det monotone taleleje, som er kendetegnende for denne mand, hver gang han åbner munden til tale.


Dette var så det ene eksempel jeg har valgt at tage med, pga. den vellykkede måde Pontoppidan formår at male en karakter for sit læsende publikum. Det andet eksempel jeg vil give, viser hvordan Pontoppidan også mestrer i en enkelt sammenligning at beskrive et helt middagsselskab. Eksemplet er taget fra side 38 i bogen.


En Samling livlige, madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe.”


Med dette billede lades der ingen tvivl om, hvilken slags mennesker vi her har med at gøre. At sammenligne hele flokken med ”Bollerne paa en Suppe”, er både yderst originalt og humoristisk. Jeg kunne som læser ikke lade være med at tænke på udtrykket ”kødhoved”, og fik et lille smil på læben ved at forestille mig hele denne samling herrer siddende omkring middagsbordet, ens i alt deres væren. De er alle nedgjort til blot at være som én; helt ens flydende rundt i suppevæsken.


Nu er jeg kommet med et par eksempler, på hvordan det lykkedes Pontoppidan ved sine originale sproglige billeder, og sagte humor, at bringe lidt glæde til mig i dette ellers så mistrøstige danske sommervejr. Nu er min opfordring så til jer om at komme med andre flere eksempler fra Pontoppidans forfatterskab, enten på hans humor, hans billedbrug eller på en helt tredje detalje som i synes er værd at nævne.


Mvh.


Simon Rohde Hamann