En Forårsrejse. Med Pontoppidan og danskstudiet i Norge.
Af Simon Rohde Hamann
”Første stoppested: Kristiania. Byen skal efter sigende være hjem for halvtrediehundrede tusinde Mennesker foruden tre kongelige personer. Jeg begriber bare ikke hvor de allesammen er henne.”
Sådan indledes Henrik Pontoppidans lille fortælling ”En Vinterrejse – nogle dagbogsblade” fra 1920. Det er derfor ikke mærkeligt, at netop den poppede op i min erindring, så snart min egen norgestur begyndte. Modsat Pontoppidan hvis rejse tager sted sidst i julemåneden, fandt mit første møde med Norges hovedstad sted i den spæde start på foråret, nærmere bestemt d. 7. til d. 12. marts. Men på trods af at datoen indikerede begyndende forår, var der bestemt ikke nogen tegn på, at den norske vinter havde i sinde at slippe sit tag foreløbig. Der var sne og sjap overalt hvor man begav sig hen, og man kunne ikke lade være med at gøre sig tanker, om hvorledes vi i Danmark har måttet kæmpe med vores eget såkaldte snehelvede de sidste to vintre, til stor gene for alt infrastruktur. I Norge ser det imidlertid ud til, at denne slags vejr er hvad man måtte forvente for årstiden, og de sneglatte bakker til trods skred dagligdagen relativt uhindret frem for de norske gutter og jenter. Disse gutter og jenter var der for resten overraskende mange af, og jeg fik ved ankomsten til banegården den stik modsatte følelse af den menneskeforladthed, Pontoppidan beskriver i ”En Vinterrejse”, nemlig den at hele byens befolkning måtte være samlet under dette ene tag. Sagt på en anden måde, så blev jeg ved ankomsten ret overvældet over byens størrelse og dens mangfoldige indbyggere. I naiv forventning havde jeg regnet med en by i omegnen af en Århus størrelse, men straks ved ankomst blev det mig klart, at der snarere skulle regnes med København som målestok. Denne antagelse blev understøttet, da jeg efterfølgende læste i en brochure at Stor-Oslo har 950.000 indbyggere, altså Århus gange 3,5.
Så meget for ankomsten til selve byen, nu gik turen ud og op mod hotellet Lysebu, og de snedækkede tinder. Turen derop blev tilbagelagt med den norske udgave af metroen, kaldet T-banen. Linjenummeret var 1, og påstigningen fandt sted ved central stationen. Der gik ikke længe, før man var bragt over 100 meter op ad fjeldsiden, og det eldrevne tog slangede sagte sig videre meter for meter, indtil vores destination, rutens næstsidste stop, Voksenkollen i en højde af 460 meter over havet. Under hele den bugtede rejse op ad bjergsiden, sad men med følelsen af, at man bag hvert sving kunne forvente at se de rester af det omstyrtede Babelstårn, som den unge ørn i krøniken fik at se på sin flugt fra præstegården. Dette skue udeblev dog, og erstattedes af en bestandig bedre og bedre udsigt over Oslo fjorden, og dennes omkringliggende dale hvor der selv på de mindste afsatser, var bevoksninger i form af snetrætte træer.
Men altså Lysebu det var. Indkvartering i værelse 311, og herfra skulle altså ugens gang styres for mit vedkommende. Ugens program indeholdt blandt andre disse punkter, hvoraf jeg vil udvælge et par stykker og knytte kommentarer hertil.
Møde med professor Arne Torp.
Museet for samtidskunst.
Byvandring på egen hånd.
Møde med forfatter Nikolai Frobenius
Historiker Jon Birkenes ”Norge i går og i dag”.
Tomba Emanuel. Emanuel Wigelands mausoleum.
Den første aften på Lysebu blev fordrevet med et foredrag af professor Arne Torp. Han fik givet et meget fyldestgørende overblik over det norske sprogs udvikling, fra det fælles oldnordiske, over det meget danskprægede skriftsprog under rigsfællesskabet med Danmark, ca. 1500 til 1814, og frem til tvedelingen i dag mellem nynorsk og bokmål. Langt det meste af stoffet var vi tidligere blevet introduceret for i undervisningen, der var dog to ting jeg hæftede mig særligt ved i foredraget. Den ene var Torps påpegning af, at det ikke var fænomenet nynorsk der er helt unikt for Norges sprogsituation, men derimod bokmålet. Når man henholdsvis bliver udsat for de to forskellige norske sprog, er man ellers fristet til at tro det omvendt, da nynorsk jo er et sprog konstrueret fra bunden gennem indsamling af dialekter engang midt 1800 tallet, og derfor lyder langt fra dansk. Men ifølge Torp er det slet ikke enestående, at lande har forsøgt sig på denne led. Derimod er der ingen andre tilfælde, hvor et land har forsøgt at nationalisere et fremmedsprog gennem gradvis tilpasning, som netop er den måde hvorpå bokmål er kommet til at se ud som det gør i dag. Altså er bokmål opstået gennem en gradvis forandring af rigsfællesskabets danske skriftsprog til en fornorsket version af dette. Den anden ting i Torps foredrag som fangede mig, er ganske vist noget vi også har er stødt på i undervisningen op til turen, men jeg mindes ikke at have hørt det udtrykt så enkelt, som Torp formåede. Han sagde, ”norsk er dansk, udtalt på svensk”, så enkelt og kort er det altså muligt at kategorisere det fællesnordiske sprogforhold. Nå men nok for det norsk – danske sprogforhold for denne gang, og videre til næste behandlede emne.
Onsdag begav hele danskholdet sig i samlet flok på udflugt til drabantbyen (sattelitbyen) Rykinn, hvor vi skulle mødes med forfatteren Nikolai Frobenius, af hvem vi inden turen har læst det semi selvbiografiske værk ”Teori og Praksis”. Bogen præsterede på bedste Knud Romer vis efter udgivelsen at skabe stor ballade. Det må være de autofiktive bøgers evige dom, at fremprovokere voldsomme reaktioner, fra folk der givetvis må føle sig personlig ramt af indholdet. I dag har de værste dønninger dog lagt sig i Frobenius’ tilfælde, og han er netop ved at finpudse en filmatisering af bogen. Mødet med Frobenius var tilrettelagt som en såkaldt, forfattersamtale, og samtaleren var vores underviser Jon Helt Haarder. Mens jeg sad og overværede de to samtalere, kunne jeg ikke undgå endnu engang at lade tankerne drive hen på ”En Vinterrejse”, mere specifikt på værkets beskrivelse af Bjørnestjerne Bjørnson, en af de 4 store fra realismens tid i Norge. I bogen giver Pontoppidan en meget kritisk skildring af Bjørnson, og skriver blandt andet ”Med sin kunstlede Stils Forvovenhed har Bjørnson til sin egen Ulykke skaffet Affektionen og Skaberiet Borgerret paa det norske Parnas”. Denne sætning, blandt andre, gav også i sin tid Pontoppidan en del ballade, så det er altså langt fra noget nyt fænomen, at folk reagerer aggressivt, når bøger lægger sig ud med samtidens holdninger og meninger. Det skal dog også siges, at om Pontoppidan havde ret i sit udsagn i sin egen samtid, så er der ud fra mødet med Frobenius intet der tyder på denne skabagtige holdning på det norske parnas i dag.
Efter fem dage i det norske højland, blandt fjelde træer og enorme mængder sne, var jeg tilfreds med at skulde hjem til flade Danmark igen. Den norske natur er skøn, men bundet til hjemstavnen som jeg er, trængte jeg nu til at vende næsen sydpå. Denne følelse af hjemve til det danske finder jeg bedst retfærdiggjort i endnu en passage fra ”En Vinterrejse”, der lyder således: ”En almindelig dansk Grøftekant bringer alligevel den Andægtige i et fortroligere, et mere hjerteligt Forhold til Naturen end alle disse Naturvidundere, hvor man bliver borte i Drømmesyner eller i den rene, maabende Beskuelse”. Hjem til Danmark og blive groundet, som det populært kaldes. Af sted mod Gardemoen Lufthavn ombord på flytoget fra Oslo Centralstation, og kl. 20.05 takeoff mod Billund og hjemlige himmelstrøg.
”Tilbage til Torveskriget og vore egne Markedsbjørne”
