En lille hvid sti

Sandinge Menighed fra 1883 er en af Pontoppidans allerførste bøger. I 1903 skrev han den om og udgav den påny. Begge udgaver er for nylig lagt op på Pontoppidan-netstedet, så man nemt kan sammenligne. Nu kan vi kigge ind i forfatterens værksted og fornemme hvordan hans stil og grundstemning har udviklet sig.

Her er et par eksempler:

Først jernbanearbejdet. I første udgave lader Pontoppidan – på ganske raffineret vis – sin fortæller beskrive scenen uden for synsvidde af den. Han ser kun støvskyerne i det fjerne og hører kun larmen når han lægger øret til jorden. Anderledes i anden udgave: der er intet kunstnerisk raffinement. Tværtimod, beskrivelsen er saglig som en rapport fra arbejdstilsynet. Læseren får bl.a. besked om at mændene, de "levende trædemaskiner", arbejder i 14 timer, og at arbejdet foregår i "tavshed og duknakket underordnelse".

Derefter ser fortælleren op mod lærken, der hang ovenover scenen, og han fortsætter...

[1. udg., s.7:] [lærken] sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke."

[2. udg., s.5:] [lærken] sang sin gamle Spottevise: vi spinde ikke, vi høste ikke."

Lærken er i anden udgave blevet til en spottefugl. Idyllen er væk. Og hvis læseren af første udgave ikke skulle have opfattet, at evangeliets ord om himlens fugle og markens liljer er en hån mod alle underkuede arbejdere, så bliver det i anden udgave skåret ud i pap.

Et andet eksempel. Det beskrives hvordan Lavs ved fyraften gik hjem fra jernbanearbejdet:

1. udg., s.24: "Opad Bakkeskraaningen fulgte han en lille hvid Sti, der bugtede sig frem mellem den pjaskvaade Lyng". Den lille hvide sti dukker op igen i slutningen af bogen (1. udg., s.177), hvor Lavs hårdt kvæstet blev båret hjem af "en sort Klynge, der bevægede sig varsomt ned over Skraaningen – dér, hvor om Sommeren en lille hvid Sti bugtede sig frem mellem Lyngen."

I lyngbakker går man uvilkårligt i andres fodspor fordi det er mest bekvemt, derfor danner der sig hvide stier i sandet i den mørke lyng. Det vidste Pontoppidan fra sine mange vandreture. Læseren kan se Lavs og stien for sig – og får associationer til den kridhvide skilning i Boels mørke, spejlblanke hår.

Men i anden udgave er den lille hvide sti borte.