mandag den 4. juli 2011

Sproglige Sprællerier


Nu sommerferien atter var over mig, da så jeg det som en oplagt mulighed for at få læst et par af de Pontoppidan værker, som endnu udgjorde hullerne på min liste. På læselisten til årets sommermøde (2011) findes hans sidste store værk; ”De Dødes Rige – En fortælling-kres”, så mit valg faldt uden den store betænkningstid herpå. Jeg havde i en periode grundet mine studier forsømt læsning af Pontoppidan, men som altid følte jeg mig straks veltilpas i hans skrivemåde og fiktive univers.


Da jeg var i færd med læsningen af bind 4 i fortælling-kresen, opstod der en lyst i mig, til at dele min nydelse af et par af de sproglige sprællerier Pontoppidan mestrer så fantastisk. Her kommer så et par eksempler på dette, taget fra 1. udgaven af netop bind 4; ”Enslevs Død”:


Jørgen Mosegaard ytrede sig om Sagen med sin sædvanlige, vidløftige forsigtighed. Hver gang han Cigaren af Munden, var det, som om der blev sat et vel indsmurt Maskineri i Bevægelse. Med Færdighed udrulledes i Sangtone en Række langstrakte Talemaader, der hverken sagde Ja eller Nej.”


Allerede på første side af bogen støder vi på denne personbeskrivelse. Med sammenligningen mellem Mosegaards tale og det velindsmurte maskineri, lykkes det Pontoppidan at male et billede af denne velovervejede og sindige mand. Som læser sidder man med en tydelig ide, om hvordan det måtte lyde, når Mosegaard lader sin talestrøm udrulle som en lang række velafbalancerede ord, nøje udvalgt for deres evne til ikke at støde nogen. Man kan næsten høre det monotone taleleje, som er kendetegnende for denne mand, hver gang han åbner munden til tale.


Dette var så det ene eksempel jeg har valgt at tage med, pga. den vellykkede måde Pontoppidan formår at male en karakter for sit læsende publikum. Det andet eksempel jeg vil give, viser hvordan Pontoppidan også mestrer i en enkelt sammenligning at beskrive et helt middagsselskab. Eksemplet er taget fra side 38 i bogen.


En Samling livlige, madkære Provinsherrer, der lignede hinanden som Bollerne paa en Suppe.”


Med dette billede lades der ingen tvivl om, hvilken slags mennesker vi her har med at gøre. At sammenligne hele flokken med ”Bollerne paa en Suppe”, er både yderst originalt og humoristisk. Jeg kunne som læser ikke lade være med at tænke på udtrykket ”kødhoved”, og fik et lille smil på læben ved at forestille mig hele denne samling herrer siddende omkring middagsbordet, ens i alt deres væren. De er alle nedgjort til blot at være som én; helt ens flydende rundt i suppevæsken.


Nu er jeg kommet med et par eksempler, på hvordan det lykkedes Pontoppidan ved sine originale sproglige billeder, og sagte humor, at bringe lidt glæde til mig i dette ellers så mistrøstige danske sommervejr. Nu er min opfordring så til jer om at komme med andre flere eksempler fra Pontoppidans forfatterskab, enten på hans humor, hans billedbrug eller på en helt tredje detalje som i synes er værd at nævne.


Mvh.


Simon Rohde Hamann

onsdag den 18. maj 2011

anetteskov

"En Forårsrejse" et essay

En Forårsrejse. Med Pontoppidan og danskstudiet i Norge.

Af Simon Rohde Hamann

”Første stoppested: Kristiania. Byen skal efter sigende være hjem for halvtrediehundrede tusinde Mennesker foruden tre kongelige personer. Jeg begriber bare ikke hvor de allesammen er henne.”

Sådan indledes Henrik Pontoppidans lille fortælling ”En Vinterrejse – nogle dagbogsblade” fra 1920. Det er derfor ikke mærkeligt, at netop den poppede op i min erindring, så snart min egen norgestur begyndte. Modsat Pontoppidan hvis rejse tager sted sidst i julemåneden, fandt mit første møde med Norges hovedstad sted i den spæde start på foråret, nærmere bestemt d. 7. til d. 12. marts. Men på trods af at datoen indikerede begyndende forår, var der bestemt ikke nogen tegn på, at den norske vinter havde i sinde at slippe sit tag foreløbig. Der var sne og sjap overalt hvor man begav sig hen, og man kunne ikke lade være med at gøre sig tanker, om hvorledes vi i Danmark har måttet kæmpe med vores eget såkaldte snehelvede de sidste to vintre, til stor gene for alt infrastruktur. I Norge ser det imidlertid ud til, at denne slags vejr er hvad man måtte forvente for årstiden, og de sneglatte bakker til trods skred dagligdagen relativt uhindret frem for de norske gutter og jenter. Disse gutter og jenter var der for resten overraskende mange af, og jeg fik ved ankomsten til banegården den stik modsatte følelse af den menneskeforladthed, Pontoppidan beskriver i ”En Vinterrejse”, nemlig den at hele byens befolkning måtte være samlet under dette ene tag. Sagt på en anden måde, så blev jeg ved ankomsten ret overvældet over byens størrelse og dens mangfoldige indbyggere. I naiv forventning havde jeg regnet med en by i omegnen af en Århus størrelse, men straks ved ankomst blev det mig klart, at der snarere skulle regnes med København som målestok. Denne antagelse blev understøttet, da jeg efterfølgende læste i en brochure at Stor-Oslo har 950.000 indbyggere, altså Århus gange 3,5.

Så meget for ankomsten til selve byen, nu gik turen ud og op mod hotellet Lysebu, og de snedækkede tinder. Turen derop blev tilbagelagt med den norske udgave af metroen, kaldet T-banen. Linjenummeret var 1, og påstigningen fandt sted ved central stationen. Der gik ikke længe, før man var bragt over 100 meter op ad fjeldsiden, og det eldrevne tog slangede sagte sig videre meter for meter, indtil vores destination, rutens næstsidste stop, Voksenkollen i en højde af 460 meter over havet. Under hele den bugtede rejse op ad bjergsiden, sad men med følelsen af, at man bag hvert sving kunne forvente at se de rester af det omstyrtede Babelstårn, som den unge ørn i krøniken fik at se på sin flugt fra præstegården. Dette skue udeblev dog, og erstattedes af en bestandig bedre og bedre udsigt over Oslo fjorden, og dennes omkringliggende dale hvor der selv på de mindste afsatser, var bevoksninger i form af snetrætte træer.

Men altså Lysebu det var. Indkvartering i værelse 311, og herfra skulle altså ugens gang styres for mit vedkommende. Ugens program indeholdt blandt andre disse punkter, hvoraf jeg vil udvælge et par stykker og knytte kommentarer hertil.

Møde med professor Arne Torp.

Museet for samtidskunst.

Byvandring på egen hånd.

Møde med forfatter Nikolai Frobenius

Historiker Jon Birkenes ”Norge i går og i dag”.

Tomba Emanuel. Emanuel Wigelands mausoleum.

Den første aften på Lysebu blev fordrevet med et foredrag af professor Arne Torp. Han fik givet et meget fyldestgørende overblik over det norske sprogs udvikling, fra det fælles oldnordiske, over det meget danskprægede skriftsprog under rigsfællesskabet med Danmark, ca. 1500 til 1814, og frem til tvedelingen i dag mellem nynorsk og bokmål. Langt det meste af stoffet var vi tidligere blevet introduceret for i undervisningen, der var dog to ting jeg hæftede mig særligt ved i foredraget. Den ene var Torps påpegning af, at det ikke var fænomenet nynorsk der er helt unikt for Norges sprogsituation, men derimod bokmålet. Når man henholdsvis bliver udsat for de to forskellige norske sprog, er man ellers fristet til at tro det omvendt, da nynorsk jo er et sprog konstrueret fra bunden gennem indsamling af dialekter engang midt 1800 tallet, og derfor lyder langt fra dansk. Men ifølge Torp er det slet ikke enestående, at lande har forsøgt sig på denne led. Derimod er der ingen andre tilfælde, hvor et land har forsøgt at nationalisere et fremmedsprog gennem gradvis tilpasning, som netop er den måde hvorpå bokmål er kommet til at se ud som det gør i dag. Altså er bokmål opstået gennem en gradvis forandring af rigsfællesskabets danske skriftsprog til en fornorsket version af dette. Den anden ting i Torps foredrag som fangede mig, er ganske vist noget vi også har er stødt på i undervisningen op til turen, men jeg mindes ikke at have hørt det udtrykt så enkelt, som Torp formåede. Han sagde, ”norsk er dansk, udtalt på svensk”, så enkelt og kort er det altså muligt at kategorisere det fællesnordiske sprogforhold. Nå men nok for det norsk – danske sprogforhold for denne gang, og videre til næste behandlede emne.

Onsdag begav hele danskholdet sig i samlet flok på udflugt til drabantbyen (sattelitbyen) Rykinn, hvor vi skulle mødes med forfatteren Nikolai Frobenius, af hvem vi inden turen har læst det semi selvbiografiske værk ”Teori og Praksis”. Bogen præsterede på bedste Knud Romer vis efter udgivelsen at skabe stor ballade. Det må være de autofiktive bøgers evige dom, at fremprovokere voldsomme reaktioner, fra folk der givetvis må føle sig personlig ramt af indholdet. I dag har de værste dønninger dog lagt sig i Frobenius’ tilfælde, og han er netop ved at finpudse en filmatisering af bogen. Mødet med Frobenius var tilrettelagt som en såkaldt, forfattersamtale, og samtaleren var vores underviser Jon Helt Haarder. Mens jeg sad og overværede de to samtalere, kunne jeg ikke undgå endnu engang at lade tankerne drive hen på ”En Vinterrejse”, mere specifikt på værkets beskrivelse af Bjørnestjerne Bjørnson, en af de 4 store fra realismens tid i Norge. I bogen giver Pontoppidan en meget kritisk skildring af Bjørnson, og skriver blandt andet ”Med sin kunstlede Stils Forvovenhed har Bjørnson til sin egen Ulykke skaffet Affektionen og Skaberiet Borgerret paa det norske Parnas”. Denne sætning, blandt andre, gav også i sin tid Pontoppidan en del ballade, så det er altså langt fra noget nyt fænomen, at folk reagerer aggressivt, når bøger lægger sig ud med samtidens holdninger og meninger. Det skal dog også siges, at om Pontoppidan havde ret i sit udsagn i sin egen samtid, så er der ud fra mødet med Frobenius intet der tyder på denne skabagtige holdning på det norske parnas i dag.

Efter fem dage i det norske højland, blandt fjelde træer og enorme mængder sne, var jeg tilfreds med at skulde hjem til flade Danmark igen. Den norske natur er skøn, men bundet til hjemstavnen som jeg er, trængte jeg nu til at vende næsen sydpå. Denne følelse af hjemve til det danske finder jeg bedst retfærdiggjort i endnu en passage fra ”En Vinterrejse”, der lyder således: ”En almindelig dansk Grøftekant bringer alligevel den Andægtige i et fortroligere, et mere hjerteligt Forhold til Naturen end alle disse Naturvidundere, hvor man bliver borte i Drømmesyner eller i den rene, maabende Beskuelse”. Hjem til Danmark og blive groundet, som det populært kaldes. Af sted mod Gardemoen Lufthavn ombord på flytoget fra Oslo Centralstation, og kl. 20.05 takeoff mod Billund og hjemlige himmelstrøg.

”Tilbage til Torveskriget og vore egne Markedsbjørne”

tirsdag den 25. januar 2011

En lille hvid sti

Sandinge Menighed fra 1883 er en af Pontoppidans allerførste bøger. I 1903 skrev han den om og udgav den påny. Begge udgaver er for nylig lagt op på Pontoppidan-netstedet, så man nemt kan sammenligne. Nu kan vi kigge ind i forfatterens værksted og fornemme hvordan hans stil og grundstemning har udviklet sig.

Her er et par eksempler:

Først jernbanearbejdet. I første udgave lader Pontoppidan – på ganske raffineret vis – sin fortæller beskrive scenen uden for synsvidde af den. Han ser kun støvskyerne i det fjerne og hører kun larmen når han lægger øret til jorden. Anderledes i anden udgave: der er intet kunstnerisk raffinement. Tværtimod, beskrivelsen er saglig som en rapport fra arbejdstilsynet. Læseren får bl.a. besked om at mændene, de "levende trædemaskiner", arbejder i 14 timer, og at arbejdet foregår i "tavshed og duknakket underordnelse".

Derefter ser fortælleren op mod lærken, der hang ovenover scenen, og han fortsætter...

[1. udg., s.7:] [lærken] sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke."

[2. udg., s.5:] [lærken] sang sin gamle Spottevise: vi spinde ikke, vi høste ikke."

Lærken er i anden udgave blevet til en spottefugl. Idyllen er væk. Og hvis læseren af første udgave ikke skulle have opfattet, at evangeliets ord om himlens fugle og markens liljer er en hån mod alle underkuede arbejdere, så bliver det i anden udgave skåret ud i pap.

Et andet eksempel. Det beskrives hvordan Lavs ved fyraften gik hjem fra jernbanearbejdet:

1. udg., s.24: "Opad Bakkeskraaningen fulgte han en lille hvid Sti, der bugtede sig frem mellem den pjaskvaade Lyng". Den lille hvide sti dukker op igen i slutningen af bogen (1. udg., s.177), hvor Lavs hårdt kvæstet blev båret hjem af "en sort Klynge, der bevægede sig varsomt ned over Skraaningen – dér, hvor om Sommeren en lille hvid Sti bugtede sig frem mellem Lyngen."

I lyngbakker går man uvilkårligt i andres fodspor fordi det er mest bekvemt, derfor danner der sig hvide stier i sandet i den mørke lyng. Det vidste Pontoppidan fra sine mange vandreture. Læseren kan se Lavs og stien for sig – og får associationer til den kridhvide skilning i Boels mørke, spejlblanke hår.

Men i anden udgave er den lille hvide sti borte.

søndag den 16. januar 2011

"...denne rørende, oprørende Fortælling"

Pontoppidan var først og sidst kunstner, og alt hvad han offentliggjorde var underordnet et kunstnerisk formål. Det gælder også de meninger hans romanpersoner giver udtryk for. Spurgte en interviewer til Pontoppidans egen private mening om dit eller dat fik han ikke noget brugeligt svar. Pontoppidan agiterede ikke for noget bestemt synspunkt. Alligevel kunne beskrivelserne i hans bøger fra 1880erne virke stærkere og mere fængende på sindene end nogen agitator kunne drømme om.

Vil man vide mere om bøgerne fra denne periode, må man læse Bent Haugaard Jeppesens lille bog om Pontoppidans samfundskritik (1962; 2. udgave 1977). Bogen må man låne på biblioteket, men på vores netsted har vi fået lov til at bringe forfatteren Tage Skou Hansens anmeldelse af Haugaards bog.

Vi ved hvorledes Pontoppidans bøger blev modtaget af anmelderne, men vi kender kun lidt til almindelige læseres reaktion. Derfor er det kærkomment at vi har et indlæg fra 1889 i kvindebladet Hvad vi vil (fra kvinfo) som nu kan læses på netstedet. Indsenderen, en vis Aurelie N., fortæller at hun netop har læst Fra Hytterne. Novellen "Vandreren" fylder hende med harme over at de forhold som beskrives i "denne rørende, oprørende Fortælling" kan eksistere. Hun nøjes ikke med at føle, hun handler. Resolut og engageret bringer hun en opfordring med mange praktiske anvisninger til at gå ud i hytterne og hjælpe hvor man kan.

søndag den 9. januar 2011

Pontoppidans værste bog?

Da regeringen i 2004 berigede nationen med en kulturkanon og føjede Pontoppidan til den litterære del heraf, blev dette hilst med tilfredshed af de fleste kendere, Pontoppidan-Selskabet indbefattet. Ud fra en kvalitetsvurdering af Pontoppidans samlede produktion havde kanonudvalget peget på "Lykke-Per" som kronen på Pontoppidans værk – man kan godt sige at "Lykke-Per" hermed var udnævnt til at være Pontoppidans bedste bog. Men har man først udvalgt en bedste bog, så må der med ubønhørlig logik også eksistere en værste bog. Hvilken? Lad os se bort fra de manuskripter Pontoppidan selv puttede i kakkelovnen inden de blev trykt - vi holder os til de udgivne værker. Nu er der jo andre måder en forfatter kan ødelægge sine bøger på end ved at brænde dem, han kan f. eks. omarbejde dem. Pontoppidan var en stor omarbejder, og ikke alle hans omarbejdelser blev lige vel modtaget. Litteraturprofessoren Vilhelm Andersen kaldte således i 1917 den omarbejdede version af "Sandinge Menighed" for "et misligt Foretagende" – på nudansk: noget bras. Bogen havde Pontoppidan skrevet i 1883. Det var hans bog nr. 2 – "den svære toer" – og den blev ikke overvældende godt modtaget. Tyve år senere tog han den frem igen, skrev den helt om og fik den udgivet. Det var denne 2. udgave fra 1903 som Vilh. Andersen fældede så hård en dom over. Det påvirkede nu ikke Pontoppidan – i hvert fald lod han 1903-versionen genoptrykke i 1922.
Nu har litterære domme det med at gå ubeskåret i arv gennem generationer. Som et forstærket ekko af Vilh. Andersen lød det i 1956 da litteraten Knut Ahnlund vurderede samme 1903-udgave til at være "en förflackad [forfladiget] version". Hvad skal vi tro? Har disse litterater ret? Der er kun et svar: læs og døm selv! Sammenlign 1883-udgaven med 1903-udgaven og find ud af det! Men 1883-udgaven må man enten købe antikvarisk eller låne på biblioteket. Jeg lånte den forleden dag på Statsbiblioteket, som råder over et laset og overkradset eksemplar som p. gr. af bogens høje alder kun må studeres på læsesalen. Men nu er teksten skannet og lagt på internettet, hvor den er tilgængelig for enhver. Internet-adressen er www.henrikpontoppidan.dk, man bedes gå til: Pontoppidans værk – bøger – Sandinge Menighed, hvor man finder begge udgaver samt en synoptisk sammenligning. God fornøjelse!

mandag den 24. maj 2010

Hvad er det bedste ved Pontoppidans litteratur?

Dejligt med så mange interesserede Pontoppidanlæsere, som allerede har meldt sig ind på bloggen! Jeg kunne godt tænke mig at åbne bloggen her ved at spørge ud:

- Hvad synes du, er det bedste ved Pontoppidans litteratur (og hvad er det værste)?

Bidrag gerne - uanset om du har 2 linjer eller 20! Du kan blot oprette kommentar på dette indlæg (klik på overskriften- og du kan kommentere lige under indlægget). Hvis du vil bidrage med helt andre ting, emner eller spørgsmål, så kan du oprette et helt nyt øverst i højre hjørne under 'nyt indlæg'.

Glæder mig til at læse jeres tekst!

Bedste hilsener
Christine