- Hvad synes du, er det bedste ved Pontoppidans litteratur (og hvad er det værste)?
Bidrag gerne - uanset om du har 2 linjer eller 20! Du kan blot oprette kommentar på dette indlæg (klik på overskriften- og du kan kommentere lige under indlægget). Hvis du vil bidrage med helt andre ting, emner eller spørgsmål, så kan du oprette et helt nyt øverst i højre hjørne under 'nyt indlæg'.
Glæder mig til at læse jeres tekst!
Bedste hilsener
Christine
Hvad det bedste ved HP's litteratur for mig er, vil jeg ikke skrive om, da jeg til stadighed overraskes og forbløffes når jeg læser ham. Så hvad jeg finder bedst, er en løbende proces Men hvad jeg vil skrive om, er det der først fangede mig under læsning af ham, hvilket var det Nietzscheianske budskab i ”De Vises Sten.” Hele idéen med at vælge sig selv har siden gået hånd i hånd med mange andre gode HP øjeblikke, som er opstået gennem min videre læsning, samt har det inspireret til læsning af mange værker udover HP’s forfatterskab.
SvarSletMange hilsner Simon Rohde Hamann
Det bedste ved HP er hans " tvesyn ".
SvarSletHan fokuserer på livets grundvilkår uden illusioner af nogen art. Han spørger, læseren må svare. Eller læse videre .Han er vores største eksistentialist. Hvor løsningen hos Kierkegaard ligger hos Gud henviser HP til mennesket selv. At blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst og at handle ud fra dette Selv, det er hans fordring og det er stort .Han havde " sjælsadel " .Og selv-ironi, humor i det hele taget . Jeg bliver aldrig træt af HP .
Bedste hilsener
Morten Sebber
For mig er der mange lag i oplevelsen ved at læse HP:
SvarSletHans værker giver en stor indsigt i hans egen tid, og samtidig virker mange af hans noveller og romaner stadig aktuelle og har mange paralleller til vor egen tids politiske liv. Man kan f.eks. ofte få en stor trang til at råbe ”Leve krapylet”, når man observerer tidens politiske begivenheder.
Hans værker rummer megen æstetisk skønhed, i hans naturskildringer, beskrivelser af de enkelte figurer, deres indre liv, deres interaktion med omgivelserne. Der er tyngde og kompleksitet i hans værker, så selv noveller eller romaner, jeg har læst adskillige gange, bliver ved med at byde på noget nyt, og som på en ny måde korresponderer med noget aktuelt i mit eget liv.
Når jeg læser HP med en politisk optik, bliver hans værker et spejl for min samtid. Når jeg læser HP med de psykologiske briller på, bliver de mit eget spejl. Og endelig, når jeg tager hans enorme livsværk i betragtning, hans kunstneriske kompromisløshed, den umage, han har gjort sig, hans klare tale, hans mod til at fortælle sandheder sin samtid, så er jeg sikker på, at jeg aldrig vil forfalde til overfladiske løsninger, hovmod og pyntesyge i min egen kunstneriske produktion.
Derfor bliver jeg ved med at læse HP, og jeg ved, at jeg vil blive ved og ved med at læse og genlæse HP.
De bedste hilsener fra Louise