Da regeringen i 2004 berigede nationen med en kulturkanon og føjede Pontoppidan til den litterære del heraf, blev dette hilst med tilfredshed af de fleste kendere, Pontoppidan-Selskabet indbefattet. Ud fra en kvalitetsvurdering af Pontoppidans samlede produktion havde kanonudvalget peget på "Lykke-Per" som kronen på Pontoppidans værk – man kan godt sige at "Lykke-Per" hermed var udnævnt til at være Pontoppidans bedste bog. Men har man først udvalgt en bedste bog, så må der med ubønhørlig logik også eksistere en værste bog. Hvilken? Lad os se bort fra de manuskripter Pontoppidan selv puttede i kakkelovnen inden de blev trykt - vi holder os til de udgivne værker. Nu er der jo andre måder en forfatter kan ødelægge sine bøger på end ved at brænde dem, han kan f. eks. omarbejde dem. Pontoppidan var en stor omarbejder, og ikke alle hans omarbejdelser blev lige vel modtaget. Litteraturprofessoren Vilhelm Andersen kaldte således i 1917 den omarbejdede version af "Sandinge Menighed" for "et misligt Foretagende" – på nudansk: noget bras. Bogen havde Pontoppidan skrevet i 1883. Det var hans bog nr. 2 – "den svære toer" – og den blev ikke overvældende godt modtaget. Tyve år senere tog han den frem igen, skrev den helt om og fik den udgivet. Det var denne 2. udgave fra 1903 som Vilh. Andersen fældede så hård en dom over. Det påvirkede nu ikke Pontoppidan – i hvert fald lod han 1903-versionen genoptrykke i 1922.
Nu har litterære domme det med at gå ubeskåret i arv gennem generationer. Som et forstærket ekko af Vilh. Andersen lød det i 1956 da litteraten Knut Ahnlund vurderede samme 1903-udgave til at være "en förflackad [forfladiget] version". Hvad skal vi tro? Har disse litterater ret? Der er kun et svar: læs og døm selv! Sammenlign 1883-udgaven med 1903-udgaven og find ud af det! Men 1883-udgaven må man enten købe antikvarisk eller låne på biblioteket. Jeg lånte den forleden dag på Statsbiblioteket, som råder over et laset og overkradset eksemplar som p. gr. af bogens høje alder kun må studeres på læsesalen. Men nu er teksten skannet og lagt på internettet, hvor den er tilgængelig for enhver. Internet-adressen er www.henrikpontoppidan.dk, man bedes gå til: Pontoppidans værk – bøger – Sandinge Menighed, hvor man finder begge udgaver samt en synoptisk sammenligning. God fornøjelse!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
@Henrik: Tak for dit indlæg. Altid godt, også at blive mindet om 'de værste' ved Pontoppidan! Så vil jeg hermed minde om noget af det bedste- nemlig Pontoppidans sprogblomster. Forfatteren Nikolaj Zeuthen, som var foredragsholder ved Pontoppidans 10-års jubilæum den 25. oktober 2010, bragte 62 Pontoppidan-citater med sig. Hvert enkelt citat er som et lille lækkert stykke chokolade, man skal nyde langsomt. Her er de første 10 (Citaterne er udpluk fra forskellige Pontoppidan-værker):
SvarSlet1. Det tog sig fra Landevejen ud, som om Dyrene bevægede sig svømmende.
2. Hun blev ganske hvid om Munden af Had og Lystenhed.
3. Men oppe paa Himlen havde Stjernefeltet udvidet sig.
3. Virketrang, Handlekraft, Retfærdighedsfølelse, Djærvhed, Sjælsadel, Offervillighed, Hjertevarme, Trofasthed, Begejstring og Frimodighed var nogle faa af de Dyder, som Bladet i disse Uger havde tillagt ham.
4. Frøken Martinsen, der havde staaet henne ved Døren med Hannden paa Laasen, nærmede sig igen Bordet i den tydelige Hensigt at faa et af sine nervøse Anfald.
5. Paa en Prækestol gjorde Pastor Fjaltring en underlig Mester-Jakel Figur.
6. Men med et "Aa, den Dreng –" vendte han sig om og gik tilbage til Skrivebordet, hvor han i sin Forbitrelse gav sig til at rode frygteligt om i nogle Papirer.
7. Hjertet slog hult i Brystet som i en Tønde.
8. Det vindskibelige Ægtepar havde forøvrigt atter faaet en travl og gylden Periode.
9. Det var hans Orm at ville kappes med sin berømte Broder ogsaa som Videnskabsmand.
10. Karsten begyndte at trøste hende efter fattig Evne.
/Christine Dabelsteen