Sandinge Menighed fra 1883 er en af Pontoppidans allerførste bøger. I 1903 skrev han den om og udgav den påny. Begge udgaver er for nylig lagt op på Pontoppidan-netstedet, så man nemt kan sammenligne. Nu kan vi kigge ind i forfatterens værksted og fornemme hvordan hans stil og grundstemning har udviklet sig.
Her er et par eksempler:
Først jernbanearbejdet. I første udgave lader Pontoppidan – på ganske raffineret vis – sin fortæller beskrive scenen uden for synsvidde af den. Han ser kun støvskyerne i det fjerne og hører kun larmen når han lægger øret til jorden. Anderledes i anden udgave: der er intet kunstnerisk raffinement. Tværtimod, beskrivelsen er saglig som en rapport fra arbejdstilsynet. Læseren får bl.a. besked om at mændene, de "levende trædemaskiner", arbejder i 14 timer, og at arbejdet foregår i "tavshed og duknakket underordnelse".
Derefter ser fortælleren op mod lærken, der hang ovenover scenen, og han fortsætter...
[1. udg., s.7:] [lærken] sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke."
[2. udg., s.5:] [lærken] sang sin gamle Spottevise: vi spinde ikke, vi høste ikke."
Lærken er i anden udgave blevet til en spottefugl. Idyllen er væk. Og hvis læseren af første udgave ikke skulle have opfattet, at evangeliets ord om himlens fugle og markens liljer er en hån mod alle underkuede arbejdere, så bliver det i anden udgave skåret ud i pap.
Et andet eksempel. Det beskrives hvordan Lavs ved fyraften gik hjem fra jernbanearbejdet:
1. udg., s.24: "Opad Bakkeskraaningen fulgte han en lille hvid Sti, der bugtede sig frem mellem den pjaskvaade Lyng". Den lille hvide sti dukker op igen i slutningen af bogen (1. udg., s.177), hvor Lavs hårdt kvæstet blev båret hjem af "en sort Klynge, der bevægede sig varsomt ned over Skraaningen – dér, hvor om Sommeren en lille hvid Sti bugtede sig frem mellem Lyngen."
I lyngbakker går man uvilkårligt i andres fodspor fordi det er mest bekvemt, derfor danner der sig hvide stier i sandet i den mørke lyng. Det vidste Pontoppidan fra sine mange vandreture. Læseren kan se Lavs og stien for sig – og får associationer til den kridhvide skilning i Boels mørke, spejlblanke hår.
Men i anden udgave er den lille hvide sti borte.
tirsdag den 25. januar 2011
En lille hvid sti
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Sandinge Menighed 1. Eller 2. Udgaven?
SvarSletJeg vil først konstatere, at hverken 1. udgaven eller 2. udgaven efter endt læsning er endt som favorit hos mig blandt Pontoppidans bøger. Jeg er også tilbøjelig til at sige, det er 2. udgaven, som er værst. Herved lægger jeg mig på linje med mange fortidige kritikere. Jeg vil i følgende påpege et par punkter, hvor jeg sporer det jeg synes er væsentlige forværringer. For at kunne påpege disse vil til en start jeg tage udgangspunkt i Otto Borchsenius’ anmeldelse af første udgaven.
Borchsenius hæfter sig ved, at fortællingen er usammenhængende. Dette er jeg ganske enig med ham i, og det virker som om historien er sammensat af flere forskellige små historier, uden nogen indbyrdes sammenhæng. Dette er ikke en påstand, jeg vil argumentere for, men udelukkende et indblik i den følelse, jeg fik under læsningen. Som eksempel på min undren, vil jeg nævne karakteren Kasper Kapper. Hvor kommer denne karakter fra, og med hvilket formål er han blevet så grundigt skildret?
Dette leder mig videre til næste punkt af min kommentar til Borchsenius. Det at Borchsenius stiller spørgsmålet; Hvad bliver der af Boel? synes jeg et ganske forfalsket spørgsmål. Fortællingen slutter jo netop med at Boel når til indsigt om, at hendes plads i livet ikke skal findes blandt Grundtvigianernes luftkasteller. Derfor flygter hun til sit barndomshjem, og så er hvad der siden hen bliver af hende i og for sig ligegyldigt for forståelsen af bogen. Denne erkendelse når hun ganske vist også i 2. udgaven, men her finder vi så den første af de svagheder, jeg vil påpege ved denne omskrivning. Det er både synd og ganske unødvendigt, at Pontoppidan i denne lader os vide hvad, der hænder Boel i hendes videre liv. En sådan ”happy ending” finder jeg desuden modstridende med bogens socialrealistiske/kritiske grundidé.
Endnu en ting jeg er uenig med Borchsenius i, er når han vil have ”præstens omvending uddybet”. Efter min mening er beskrivelsen af pastor Mommes voksende tvivl rigeligt beskrevet til, at man kan fornemme den indre kamp, han befinder sig i. Det at denne indre tvivl til slut er nok til at han mister sin tro, sætter endvidere en fed streg under Pontopidans syn på; den folkelige bevægelse og Grundtvigianismen som bestående udelukkende af tomme floskler.
Til slut vil jeg bevæge mig væk fra Borchsenius, og i stedet koncentrere mig om en passage han ikke nævner; ”Men ovenover i Luften hang Lærken og sang sin gamle, kaade Vise”. Dette citat er taget fra førsteudgaven, og som Henrik Loft Nielsen nævner i ovenstående blog indlæg, er det en henvisning til evangeliske ord, og måske lige vigtigt til Søren Kierkegaard. Et af budskaberne i hans analyser af ”Liljen paa Marken og Fuglen under himlen” er at vi mennesker ikke skal bekymre os over det timelige, og her bliver den hån, Henrik Loft Nielsen peger på, ganske tydelig. Faktisk så tydelig at omskrivningen af lærken i 2. udgaven til en spotte fugl, bliver ganske unødvendig. Altså endnu engang forværres fortællingen ved, at meningen udpensles. En anden ting som er værd at nævne, nu ved er ved Kierkegaard, er et af budskaberne i hans udgivelse ”Tre Gudelige Taler – Liljen paa Marken og Fuglen under Himlen (1849)” Heri tolkes evangeliet således, at det fortæller hvilken forskel der er på poesien og religionen. Kierkegaard mener, at religionen ikke som poesien skal forføre ved skønheden. Tager man den tanke med i forståelsen af ”Sandinge Menighed” bliver den ikke kun et opgør med grundtvigianismen, men også med Kierkegaards tanker om digtning som redskab til at fremføre skønhed og forføre ved den. Denne lille uddybende tanke, gør desuden også Boels ”Happy ending” i 2. udgaven malplaceret, og som jeg var inde på tidligere, udenfor hvad bogen ellers vil kommunikere.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletMåske skulle man overveje at læse førsteudgaven af SANDINGE MENIGHED med "Herman Bang'ske" briller. Bang var ikke meget for at acceptere de krav I og Borchsenius stiller til "sammenhæng". Lad os snakkes ved om det på selskabets sommermøde.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet... Der er måske også et skævt Zola i SM, jf. den heftige københavnske debat om franskmandens romaner; se f.eks. Herman Bang: "Vekslende temaer" (i DSL-udgaven) III, 972ff. – jeg tænker her især på Kapper der også tidligere var mig en anstødssten.
SvarSletKære Flemming – vi har skam forlængst taget de Bangske briller på – vi skal jo til sommermøde om Bang og Pontoppidan, ikke sandt? Du mener altså ikke at Herman Bang ville acceptere de krav vi stiller til sammenhæng. Det kommer sandelig an på hvad man forstår ved sammenhæng. Det er da rigtigt at Bangs impressionistiske prosa består af løsrevne replikker, små beskrivelser og forfatterkommentarer, tilsyneladende brudstykker af virkeligheden. Men det vidunderlige ved Bang er at alle fragmenterne føjer sig sammen til en kunstnerisk helhed. Når man er færdig med "Ved Vejen" og lukker bogen er det med et indtryk af sammenhæng fra første til sidste side. Det samme kan man ikke sige når man har læst "Sandinge Menighed", især ikke 2. udgave. Hvis Pontoppidan har villet lære af Bang, så har han ikke være nogen god elev. Havde Sven Lange ret da han i 1906 udnævnte Pontoppidan en folkelig skribent uden al digterisk oprindelighed?
SvarSlet